Karina Weihrauch

Om Karina Weihrauch

Jeg elsker at designe og skabe mit keramik. For mig er det lig med livsglæde. I mit liv har jeg måttet skære helt ind til benet, og derinde var der en stor livsglæde, der blot trængte til at blive støvet af og skærpet en smule. I overført betydning tager jeg det med mig over i mine designs. Mine ting står rene og skarpe, skåret ind til benet.

Hvor finder jeg inspiration

Inspirationen finder jeg i alting og ingenting. Jeg holder et øje på detaljerne, og det vi normalt ikke ænser. Hvor tit kigger du på asfalten, og tænker over hvad den består af, og hvordan den ser ud? Jeg er også meget begejstret for naturen, specielt når jeg kommer tæt på. Sten, mos og lav er fx fantastiske inspirationskilder, synes jeg. Fra arkitekturen henter jeg meget inspiration i form af lys, skygger, vinkler, linjer og kanter. Det hele bliver skåret ind til min enkle nordiske stil.

Fascination

Jeg er oprindelig uddannet grafisk trykker. Derfra har jeg taget en ydmyghed for håndværket med mig og et blik for detaljen. Jeg er fascineret af hvad hånden kan som arbejdsredskab, og synes at det er en unik evne at beherske. Jeg kan ikke undvære hjernen til at udtænke tanker og ideer, men uden hændernes mellemkomst til at udforme, er de ikke meget værd. Det bedste er, når hjernen tillader fri leg og lader hånden tage over. Så opstår de nye ideer og det er magisk.

At lade gå videre

Efter timer i værkstedet, igennem forskellige processer, står jeg med det færdige produkt. Klar til at lade dem gå videre til dine hænder. En ny lysestage, der skaber hygge og fantasifulde skygger på væggen i dit hjem. Et fad som du kan arrangere kagen på, når vennerne kommer på besøg og skal forkæles. Eller en vase der lige passer til de første vintergækker, når de kommer piblende op af jorden på den første lune forårsdag.

Ønsker du at købe noget fra siden, så læs lidt mere om hvordan vi lige gør så klik her